skip to Main Content

Hvis en grundejer ikke betaler kontingent og/eller vejbidrag

Desværre har grundejerforeningen oplevet, at et antal grundejere ikke betalte kontingent og/eller vejbidrag til tiden. De fleste skyndte sig heldigvis at gøre det, da de modtog en erindring.

Men enkelte har vi måttet skrive til et par gange, og en lille gruppe har vi måttet bede om advokatbistand til.

Vi vil derfor give en kort vejledning i, hvordan en sådan sag forløber.

Det første…
Vi der sidder i bestyrelsen og arbejder med disse ting, er levende mennesker og vi er ikke professionelle udi disse forhold, så det siger næsten sig selv, at der kan opstå fejl.

Hvis en grundejer modtager en erindring eller et rykkerbrev, men har betalt, så er det nemt at få fejlen rettet. Ring eller mail til kasserer eller formand, så er det hurtigt ude af verden. Det er klart, at man kan blive bedt om at dokumentere indbetalingen.

Udgifter ved fremsendelse af erindring og rykkerbreve
Jf. inkassoloven §10 skal man sende et rykkerbrev inden sagen går videre til inkasso. For hver gang man sender en erindring eller et rykkerbrev må man forlange et rykkergebyr på 100 kr. som grundejeren skal betale.

Tanken med dette er at dække de udgifter og den tid, der er gået til at rykke.

Grundejeren har også rettigheder:
Der skal være en rimelig tid til at få ordnet sagen, inden næste skridt, og derfor skal der gå minimum 10 dage fra et rykkerbrevs afsendelse og til næste sagsskridt.

Inkasso
Nogle grundejere får ikke betalt, skønt de er blevet mindet om det flere gange, og det kan være nødvendigt at drive pengene ind ved en inkasso-sag.

Der skal ikke herske tvivl om, at dette er et redskab, som kun finder anvendelse i nødstilfælde, men nødvendigt kan det altså blive.

Inden sagen sendes til en advokat, skal grundejeren have at vide at et sådant skridt vil blive taget og at udgifterne vil blive pålagt grundejeren.

Advokatfirmaet gennemfører ikke en inkasso-sag gratis, og da det er grundejeren der skal betale, kan det blive temmelig dyrt.

Retslig afgørelse
Hvis en grundejer fortsat ikke betaler kan sagen rejses ved domstolene.

Det almindelige er at taberen af en retssag betaler omkostningerne. Hvis parterne indgår forlig, deler man udgiften.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen