skip to Main Content

Hentet fra Movias hjemmeside:

Plustur skal forlænge rækkevidden af bus og tog på hele Sjælland

God og sammenhængende kollektiv transport er afgørende for borgerne overalt på Sjælland. Men det er ikke altid, at bus og tog dækker hele vejen til sommerhuset eller til gården. Derfor arbejder Movia tæt sammen med kommunerne og regionerne om at sikre mobilitet for alle.

I Faxe, Holbæk, Hørsholm, Kalundborg, Næstved, Slagelse, Roskilde, Sorø, og Køge Kommuner vil du derfor blive tilbudt en plustur i Rejseplanen, hvis bus og tog ikke dækker hele rejsen. Plusturen starter ved havelågen og kører dig til et udvalgt skiftested, hvorfra du nemt kan komme videre med bus og tog – eller omvendt. Det er rejseplanen, der sørger for at kombinere plustur, bus og tog, så du får den mest optimale rejse. Og i de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage en bus eller tog på dele af rejsen, tilbydes plustur hele vejen. Plusturen koster 21 kr. uafhængigt af rejsens længde, som dog typisk vil være under 10 km. Du betaler med betalingskort, når du bestiller turen.

Plustur er del af den kollektive transport

Plustur er en ordning, hvor man transporteres sammen med andre – ligesom bus og tog. Med plustur kan man blive kørt de steder hen, hvor bus eller tog ikke rækker. Da der er tale om samkørsel, kan der være andre passagerer med i bilen på hele eller dele af rejsen. Derfor kører plusturen heller ikke nødvendigvis den vej, som er mest direkte for dig. På den måde ligner plustur bussen og toget.

Del din oplevelse med os

Movia prøver at forlænge rækkevidden af bus og tog med plustur. Det er nyt – også for os, og vi vil derfor meget gerne høre dine erfaringer, så vi kan gøre ordningen bedre. Du kan dele dine oplevelser med os på flextrafik@moviatrafik.dk.

Du kan læse mere om at bruge plustur her rejseplanen.flextrafik.dk

Med venlig hilsen
Bestyrelsen